Tilbagebetalingsreglerne:
Tilbagebetalingsreglerne i SU-loven er under revidering med virkning fra 1. juli 2008.
Sagen går ud på at ændre de bestående skæringspunkter mellem SU- og anden indkomst, som medfører krav om tilbagebetaling af for meget modtaget SU-støtte, alene på baggrund af for høj indkomst i månederne uden for uddannelse.
Samtidig fokuseres på kun at relatere indkomstkontrollen til indkomst optjent i de perioder i løbet af støtteåret, hvor den uddan-nelsessøgende er under uddannelse.
I forbindelse med revidering af SU-loven foreslås, at uddan-nelsessøgende der efter de gældende regler vil få et tilbagebetalingskrav, automatisk får omregnet indkomstkontrolkravet efter de nye regler - og omregningen lægges kun til grund for indkomstkontrollen, hvis den er en fordel for den studerende.
Udlandsstipendierne:
Vort oprindelige udspil vedrørende udlandsstipendier er ved at være færdigbehandlet i lovgivningssystemet. Med virkning fra den 1. august 2008 er det således muligt at tage sit uddannelsestaxameter med til udlandet, sammen med sin SU.
Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Stipendiebeløbene svarer til statens taxametertilskud til universiteter og handelshøjskoler for en tilsvarende uddannelse i Danmark.
For de erhvervsøkonomiske uddannelser ligger dette beløb på kr. 40.400 årligt pr. studerende jfr. Finanslovsforslaget for 2008, og perioden er maksimalt to år. Uddannelsesafgiften på et udenlandsk universitet / Business School kan imidlertid hurtigt løbe op i større beløb end udlandsstipendiet.
Vi har i vort høringssvar over for Videnskabsministeriet foreslået at lade kredsen af mulige udenlandske studiesteder omfatte eksisterende samarbejder mellem danske og udenlandske universiteter og Business Schools. Det er glædeligt at se, at Videnskabsministeriet allerede har medtaget dette forslag i udlandsstipendiekonceptet, hvilket alene inden for de erhvervsøkonomiske studier bringer antallet af studiesteder op mod 600.
Hvis ministeriet også følger vort forslag om at anvende akkrediteringer som basis for positivlisten, kan der på det erhvervsøkonomiske område yderligere tillægges ca. 770 institutioner og dermed en total fordeling på ca. 50 nationer.
NB: der er ikke taget højde for evt. dobbeltregistreringer.
*
Udlandsstipendieordningen administreres af SU-styrelsen
i samarbejde med de danske uddannelsesinstitutioner,
som har kontakten til de udenlandske studiesteder.
Povl Tiedemann
November 2007
