Henvendelse til Undervisningsministeriet den 20. juni 2008:
DI, C3, og DJØF ser med stor alvor på, at ministeriet ønsker at nedjustere adgangskravene til HD uddannelsen i forbindelse med vedtagelse af en ny fælles studieordning for HD uddannelsen.
Denne nedjustering er med til at underminere det faglige niveau på uddannelsen, og dermed gøre de uddannede kandidater mindre brugbare for erhvervslivet. Dette er hverken til gavn for erhvervslivet eller de uddannede kandidater.
HD uddannelsen har været igennem en nødvendig revision og opdatering. Således er der kommet en ny rammebekendtgørelse for uddannelsen. Rammerne i denne bekendtgørelse skal udfoldes i en fælles studieordning for alle HD uddannelserne.
I forbindelse med denne proces kan det undre, at den eneste interesseorganisation, ministeriet har inddraget i arbejdet, er Finansrådet. Dette er uheldigt, da det kan give ministeriet et skævt billede af erhvervslivets ønsker til uddannelsen.
Forud for revisionen af HD-uddannelsen har uddannelsesstederne gennemført en omfattende analyse af erhvervslivets behov for kompetencebehovet hos de færdigt uddannede kandidater. Denne analyse peger på, at der er følgende kompetencebehov hos de færdigt uddannede kandidater:
· Erhvervsøkonomi svarende til niveauet på den nuværende HD 1. del
· Basale færdigheder i samfundsøkonomi
· Basale færdigheder i erhvervsjura
· Basale færdigheder i dataanalyse, metode og projektbehandling
Den nuværende 1. del af HD er derfor blevet justeret således, at disse elementer er obligatorisk, men andre elementer i den hidtidige HD 1. dels uddannelse er blevet valgfrie. Dermed imødegås kritikken af, at der var unødvendige og vanskelige fag på 1. del af HD uddannelsen. Men samtidig opretholdes den faglige kerne i uddannelsen, så den er en erhvervsøkonomisk uddannelse målrettet erhvervslivets behov.
Derfor er det vigtigt, at alle - der optages på en HD 2. dels specialisering - har kompetencer, der svarer til denne faglige kerne. Organisationerne er derfor modstandere af den meget lempelige optagelsespraksis, ministeriet gerne vil have på 2. dels uddannelserne.
Men den nye bekendtgørelse om HD uddannelsen er der allerede indført en væsentlig lempelse af adgangskravene til HD uddannelsen. De specifikke adgangskrav til 1. dels uddannelsen om matematik på B-niveau og engelsk på B-niveau blev afskaffet.
Samtidig blev der i § 6 åbnet op for, at der var direkte adgang til en HD 2. del for personer med en relevant KVU eller VVU.
Det er denne generelle hjemmel i § 6, vi forstår, man fra Undervisningsministeriets side gerne vil anvende til at give direkte adgang til HD 2. dels specialerne for alle de merkantile KVU og VVU uddannelser.
Men det er ikke alle disse uddannelser, hvor de studerende opnår kompetencer svarende til kernen i HD 1. del. På Akademiuddannelsen i ledelse indgår der f.eks. ingen af kernefagene, og på Akademiuddannelsen i finansiel rådgivning er der ikke obligatorisk erhvervsøkonomi.
Gennemføres de lempelige adgangskrav vil det derfor betyde, at niveauet på uddannelsen falder pga. studerende med utilstrækkelige forudsætninger, foruden at disse studerende formodentlig i højere grad vil have vanskeligt ved at gennemføre uddannelsen. Det vil være en ulykkelig situation for alle.
Skrækscenariet for erhvervslivet er, at en kandidat fra HD kommer ud uden af kende noget til erhvervsjura og/eller erhvervsøkonomi. Det kan man særligt frygte, hvis man ikke stiller HD 1. del som krav for optagelse på HD 2. del i organisation og ledelse.
Der er behov for at stoppe yderligere lempelse af adgangskravene til HD uddannelsen. For summen af lempelserne i adgangskravene gør, at erhvervsuddannelsen nu er ved at blive omformet totalt.
Da HD er en af erhvervslivets foretrukne uddannelser er det en stor fejl.
Vi ved, at undervisningsminister Bertel Haarder også tidligere har bakket op om, at det faglige niveau på uddannelsen skal opretholdes. Vi vil meget gerne i dialog med ministeriet om dette emne, således at uddannelsen igen kommer på rette spor.
Med venlig hilsen
Charlotte Rønhof, Forskningspolitisk chef, DI
Povl Tiedemann, Uddannelseschef, C3
Jan Helmer, Formand DJØF Privat
Povl Tiedemann
Juni 2008
