URBANblog

Archive for januar, 2009

Flere unge tager en videregående uddannelse

torsdag, januar 1st, 2009

Fra den seneste OECD rapport – Education at a glance 2008 – fremgår at flere unge fortsat tager en videregående udannelse.

I 1995 tilmeldte 37 pct. af en gennemsnitlig OECD kohorte / ungdoms-årgang sig en professionsbachelor- eller en universitetsuddannelse. Dette gennemsnit ligger nu på 57 pct., og for Danmarks vedkommende nærmer vi os 60 pct. (jfr. chart A2.3 p.58 i Education at a Glance 2008)
OBS:
Danske data viser 42-43% - der er usikkerhed i opgørelsesmetoden.

Den igangværende udvidelse af uddannelsesmæssig deltagelse og udbytte fortsætter i et tempo der overgår mange tidligere prognoser. Den største aktuelle udvikling ligger inden for den videregående sektor med ovenstående 20 pct.points.

Vil ekspansionen i tilgangen til de videregående uddannelser fortsætte i dette tempo drevet af den stadig stigende efterspørgsel efter højtuddannede – eller vil den udjævnes samtidig med de relativt faldende indtægter?

Det står dog umiddelbart klart, at incitamentet for at opnå en videregående uddannelse stadig står meget stærkt på nuværende tidspunkt, både hvad angår højere lønninger og bedre beskæftigelsesudsigter (ref. OECD Analytical Data Base, January 2008). Men der er også store forskelle mellem lande der typisk afspejler de generelle økonomiske uligheder i samfundet.

Når man sammenligner udgifter og indtægter ved at tage en lang videregående uddannelse, viser det sig ikke overraskende, at Danmark er det land i OECD-regionen, hvor der er den mindste nettogevinst ved at tage en lang videregående uddannelse.

I Danmark ligger afkastgevinsten på 4,4 pct., mens den største afkastgevinst ligger på 29,1 pct. I Tjekkiet. Disse svingningsforhold skal imidlertid vejes op mod det faktum, at beskæftigelsesmulighederne forbedres med alderen for personer med en videregående uddannelse.

Finansieringen af de videregående uddannelser svinger ligeledes ganske meget. Danmark er sammen med Grækenland og Finland blandt de OECD-lande, der anvender den mindste andel af private midler til finansiering af universitetsuddannelser. Danmark er sammen med Israel, Island og Korea blandt de OECD-lande, der anvender den største andel af offentlige midler på uddannelsessektoren.

Internationaliseringen af videregående uddannelse er i fortsat vækst. Fra 1975 til 2006 er antallet af internationale studerende mere end firedoblet – fra 600.000 til 2.920.000. De internationale studerende vælger fortsat typisk at tage til et engelsksproget land. De lande der modtager flest internationale studerende er fortsat. USA (25,3 pct.), UK (16,1 pct.) og Tyskland (12,7 pct.)

I Danmark udgør andelen af internationale studerende 4,9 pct. Hvor gennemsnittet for OECD-landene ligger på 7,3 pct.

For yderligere informationer, check:
 http://www.oecd.org/dataoecd/23/46/41284…
 http://www.oecd.org/rights/

Povl Tiedemann
Januar 2009