Af Uffe Gardel:
Pludselig gik det op for verdensoffentligheden, at vi har fået en ny stormagt med egne interesser og kraftig vækst. Men er der reelt noget at være bange for?
Kom der ikke andet ud af klimatopmødet, så fik vi os da en forskrækkelse over Kina. Det må jo være dejligt for dem, som var trætte af at gå og være bange for terror og CO2 og trængte til noget nyt at frygte. Men er der nu grund til at være bange for Kina?
Spørgsmålet kan lyde retorisk. Vi har jo at gøre med en stormagt, der ikke deler vestlige værdier, og som bare bliver større og stærkere. Kina forventes for 2009 at overhale Tyskland som verdens største eksportland, og Kina vil dominere verden i løbet af de næste ti år, mener Deutsche Banks netop afgåede cheføkonom, Norbert Walter. Om 30 år vil Kina have et BNP pr. indbygger på det dobbelte af EU, forudsiger en anden økonom, nobelpristageren Robert Fogel, i en ny artikel i Foreign Policy. Kinas samlede økonomi vil til den tid være tre gange så stor som USA’s. Det lyder jo ubehageligt. Men lad os se på en række kendsgerninger, som kan nuancere skræmmebilledet.
For det første har Kinas optagelse i verdensøkonomien givet flere arbejdspladser i i-landene, ikke færre. Det var i hvert fald, hvad Institut für Weltwirtschaft i Kiel konkluderede for godt et år siden. Det er egentlig ikke så overraskende: De billige kinesiske varer har givet Vestens borgere en enorm velstandsfremgang. Globalisering er ikke et nulsumsspil.
For det andet har Kinas vækst allerede flyttet en halv milliard mennesker ud af fattigdommen. Uden denne indsats ville vi aldrig kunne nå FN’s millenium-mål for bekæmpelsen af verdens fattigdom. Udviklingen vil fortsætte, og kinesernes forbrug vil også komme i-landene til gode.
For det tredje kan en højere kinesisk levestand ikke undgå at give permanent højere madpriser på verdensmarkedet – og det er en enestående chance for EU og USA til endelig at slippe af med landbrugsstøtten.
For det fjerde vil det voksende kinesiske forbrug mindske Kinas betalingsbalanceoverskud. Eftersom det overskud hidtil er blevet investeret i Vesten, vil kinesernes velstand efterhånden give højere renter på finansmarkederne. Det kan vi godt bruge; tænk på, at den nuværende krise blev skabt af renter, som var for lave.
For det femte er Kina formentlig optaget af indre forhold og ikke af at opnå “verdensherredømme”, hvad det så end vil sige. Formålet med at gå ind i Afrika er at skaffe sig råvarer, ikke at føre geopolitik.
For det sjette passer det ikke helt, at Kina ikke deler vores værdier; de deler i hvert fald dem, der handler om kommerciel frihed. Kina har ikke Ruslands tradition for politisk indblanding i erhvervslivet, og Kina har en meget åben økonomi med lave toldsatser. I øvrigt har Kina netop dannet verdens største frihandelsområde med sydøstasiatiske økonomiske sammenslutning af nationer, ASEAN.
For det syvende kan det jo være, at vi tager fejl om Kinas styrke og vækst. For 25 år siden stirrede vi tryllebundne på Japan, hvis effektive erhvervsliv forventedes at erobre Vesten. Det endte som bekendt i overinvesteringer, overkapacitet og stagnation. Det kan gå lige sådan med Kina. Lad os se manden, før vi tager hatten af.
Læs flere globale analyser på:
http://www.bny.dk
Check:
http://www.uddannelse.urbanblog.dk 1 May 2009 og 3 Sept, 2008
http://www.deanstalk.net 2 August 2008
Povl Tiedemann
Januar 2010